CANADA – fra Atlanterhav til Stillehav

Selvom Canda er verdens næststørste land, har det blot et befolkningstal, der stort set svarer til De Nordiske Lande tilsammen. Canada har derfor i sagens natur masser af plads og en enorm naturrigdom at byde på. Mod øst er der Atlanterhavsøerne med små maleriske bysamfund og fiskelejer ved den forrevne klippekyst. Længere inde i landet ligger den fransktalende provins Quebec, hvis største by er Montreal med en blanding af typisk fransk og nordamerikansk atmosfære. Omkring de store søer, der danner grænsen til USA, finder du Canadas hovedstad Ottawa og metropolen Toronto.

Mellem Lake Ontario og Lake Eire – på grænsen til USA -har naturen dannet det spektakulære vandfald Niagara Fall, som absolut er et besøg værd. Fra de store søer til Rocky Mountains ligger den vidtstrakte prærie med de næsten endeløse kornmarker og længst mod nord den enorme vildmark, som består af skov og tundra. Dette store landområde er nærmest ufremkommelig og bebos med få undtagelser af inuitter og derudover af ørn, elg, ren, bjørn, los og længst oppe mod ishavet og omkring Hudson Bay naturligvis af isbjørne.

Rocky Mountains byder på massive bjergvægge, høje sneklædte tinder, enorme skovarealer og gletchere. I staten Alberta ligger nogle af Canadas mest kendte og smukkeste nationalparker, Banff National Park og Jasper National Park, som i øvrigt også nemt kan nås på bilrejser startende i Stillehavsbyerne Vancouver eller Seattle (USA). Den naturskønne togtur med Rocky Mountaineer fra Calgary gennem Rocky Mountains via Banff og Kamloops til Vancouver kan absolut anbefales. Vancouver er Canadas port til Stillehavet. Herfra udgår ikke kun færger til Seattle og Vancouver Island; men Vancouver er også anløbshavn for internationale krydstogtskibe og for krydstogter op langs den Canadiske Vestkyst, gennem den såkaldte Inside Passage.